Der findes rigtig mange forskellige massagetyper, men blandt de mest velkendte massagetyper er wellness massage, fysiurgisk massage og sportsmassage. Det er dermed også dem, vi oftest ser vores kunder efterspørge og vores behandlere tilbyde.
Wellness massage har, som navnet også indikerer, fokus på ren velvære, nydelse og afslapning. Her vil behandleren typisk benytte sig af bløde tryk, og sørge for, at nydelsen er i højsædet under behandlingen.
En fysiurgisk massage har omvendt et fokus på at afhjælpe bestemte problematikker i kroppen, typisk muskelspændinger og smerter i hoved, nakke, ryg, skuldre og ben. Her vil behandleren dedikere det meste af tiden på det område, du har behov for at få løsnet op i, og typisk benytte sig af et hårdere tryk, hvor musklerne virkelig bearbejdes.
En sportsmassage er særligt givende til folk, der regelmæssigt dyrker sport, og som konsekvens heraf oplever skader og smerter. Det er dog værd at bemærke, at en sportsmassage både har forebyggende og behandlende effekt, og derfor kan være en relevant behandlingstype både før og efter skaden er sket.